Det var overskriften på en artikel i Berlingske tilbage i 2017. Overskriften fik så mange kliks online, at artiklen hurtigt strøg op som nr. 1 på listen over mest læste – og jeg havnede i Go’aften Danmark dagen efter for at forklare, hvad søren det da lige handlede om.
Men det var virkelig sådan jeg havde det. Jeg kedede mig bravt.
Nyuddannet cand.merc. fra Handelshøjskolen i Aarhus. Nyansat i et attraktivt godt job hos et møg (yes, bare smør lidt jysk dialekt på) anerkendt advokatfirma i København.
Godt job på papiret i hvert fald. God løn. What’s not to like? Bortset fra at jeg kedede mig virkelig, virkelig, virkelig meget. Meningen var helt væk. Til trods for “spændende” opgaver, der blev kastet på mit bord – og travlhed som bare pokker. En arbejdsuge på 50-60 timer var ikke unormal.
Hvordan finder man den rette hylde?
Så hvad gør man så, når man som nyuddannet ikke kan finde sin rette hylde? Tjo, man skaber en ny hylde. I mine tre måneders in-between-jobs mellem kandidateksamen og første job hoppede jeg på et kursus i lædersyning.
Wauw, en dealbreaker det blev. Jeg blev forelsket på stedet. I en symaskine.
At sy i tekstiler var ikke nyt for mig. Som ananas i egen juice fik jeg 13 i håndarbejde på efterskole (det eneste 13-tal nogensinde 😀 ) og gallakjolen i gymnasiet var også selfmade. Læder som materiale var dog helt nyt for mig.
Men ohh boy, hvor var det dog lækkert at arbejde med. Altså læder. Duften. Følelsen. Og ja, så bruger man ikke nåle, men klemmer. Yes, så kan man kun blive fan. Min første lønseddel blev derfor investeret i en industrilædersymaskine, der kunne pløje sig igennem læderet som smør.
Jeg startede med at sy en taske. Så en mere. Rette lidt til. Og så en tredje. Sådan fortsatte det. Delte ud til veninder og familie. Det var sjovt. Jeg kunne mærke, at jeg savnede at være kreativ. I hvert fald kreativ på en anden måde end at farvelægge Excel-skemaer, strukturere dataindsamling, proces… GAB!
Tju-hej og CVR i en fart
Uden videre tanke oprettede jeg et CVR nr. Jaa, det var måske lige nemt nok. Fordi jeg havde ikke gjort mig synderligt mange tanker om, hvad der reelt skulle ske. Salgsplan. Marketingsplan. Produktionsplan. Men fedt det var det! Rækkefølgen kan dog ikke anbefales… Just saying!
Jeg begyndte at sælge til de første butikker. Solgte på designmarkeder. Finderskeepers, Upcomers, Flid, you name it. Dengang var det noget helt nyt og ukendt. Kom med i et iværksætterforløb for ’upcoming designers’ under Formland(Den største livsstils- og designmesse herhjemme. Fik mentor på. Alt sammen med tasker syet af mig. På min kære lædersymaskine. Én af gangen.
Græsset er (måske) grønnere på den anden side?
En enkelt skuldertaske kunne tage en hel dag at lave. Det var svært at gøre effektivt med et stigende salg. Hjælp udefra måtte til. Off I went to Italy. Det var lækkert. Det var dyrt. ”Yes, we produce for Prada…” Honestly, det siger de faktisk mange af stederne. Første taskebatch kom hjem herfra.
Sidenhen har produktionen været både i Tyrkiet, Polen og senest i Portugal. Aldrig østpå, vil gerne holde det så lokalt som muligt. Det er ikke nemt, det der produktion.
Men det er jo netop det sjove. Især når det så lykkes og Kontainer 10 år senere stadig får smilet frem om morgenen 🙂
#makeithappen #whatevermakesyouhappy #goforit
Kh. Camilla
Glad ejer, designer og taskeelsker
