
Sådan passer du godt på din ruskindstaske
Alle KONTAINER ruskindstasker er lavet af ægte italiensk kalveruskind af højeste kvalitet. Udover at være smørblødt og det lækreste at røre ved, så er ruskind også en anelse til den sarte side. Med mindre du går all in på patina. Det betyder, at det naturligt vil ændre sig, når det udsættes for vejr og daglig brug.
For at holde din nye ruskindstaske smuk og nyde den så længe som muligt, har jeg samlet et par tips og tricks, du kan følge i forhold til kærlig pleje.
IMPRÆGNER. IMPRÆGNER. IMPRÆGNER.
Det kan ikke siges ofte nok. Før du tager din nye ruskindstaske i brug, skal du bruge imprægnering, egnet til ruskind. Sprayen er usynlig, men efterlader et beskyttende lag på tasken, som hjælper med at afvise fugt, snavs og fedt. Hvis du bruger din taske dagligt, anbefaler jeg at bruge imprægnering jævnligt.
HVAD DU SKAL UNDGÅ
Udsæt ikke din ruskindstaske for direkte sollys eller regn. Ruskind har en rå upoleret overflade og vil derfor hurtigt tage imod verden. Den vil kunne falme i farven i Solen, eller de små ruskindshår vil blive matte og flade i regnvejr.
Allerhelst vil den gerne gemme sig under en paraply, pose eller jakke. Men skulle det ske at den bliver våd, så dup den tør, så snart du kommer indenfor. Ikke noget med at gnide og gnubbe. Lad den herefter lufttørre (undgå radiatoren) og imprægner den påny.
SÅDAN RENGØR DU, NÅR UHELDET ER UDE
Jeg kan ikke styre vejret, og regn kan selvfølgelig ikke undgås her i Danmark. I tilfælde af regndråber, så lad tasken lufttørre. Når den er tør, børstes de små ruskindshår forsigtigt op med en blød børste, og hårene hæver sig igen. Har du ikke en særlig ruskindsbørste, så kan du også bruge en ren og ny blød opvaskebørste (bare den ikke er lavet af stive plastikhår).
I tilfælde af støv-, snavs- eller fedtpletter, prøv at børste forsigtigt først. Jeg anbefaler normalt ikke et renseprodukt, da det også nemt fjerner farven. Men hvis pletten ikke kan fjernes, skal du forsigtigt bruge en fugtig blød klud eller et rengøringsmiddel. Det er altid en god idé at teste produktet på et mindre synligt sted på tasken, f.eks. skulderremmen på forhånd.
Brug aldrig sæbe eller stærke kemikalier.
SÅDAN OPBEVARER DU
Opbevar din ruskindstaske tørt og ved stuetemperatur i en støvpose. Brug det originale fyld for at beholde taskens form.
Har du spørgsmål eller en særlig udfordring ift. pletfjerning, så skriv endelig til mig. Enten her via mail info@kontainercopenhagen.dk eller direkte besked på Instagram.
Jeg hjælper også gerne med pletfjerning, som en del af min Gratis Repair Service. Dog er det altid en lidt "spændende" opgave, hvor jeg ikke kan garantere et bedre resultat. Men som regel er det forsøget værd alligevel.
Men ikke mere snak – bare nyd at bruge din nye ruskindstaske på! Hun vil elske at se verden med dig.
Kh. Camilla
Ejer, designer & taskeelsker