
Hvad betyder bæredygtigt læder?
Læder er et spildprodukt
Har du tænkt over, hvad bæredygtigt læder vil sige? Har du en holdning til det? Eller måske tænker du mere over oksekødet i køledisken end dine sko og tasker? Jagten på kødet er i hvert fald gået ind for politikerne, som ihærdigt forsøger at få os til at spise mindre kød til fordel for grøntsager.
Agendaen er vigtig. Jeg kunne ikke være mere enig. Det læder, der bruges til bl.a. sko og tasker, er imidlertid et spildprodukt som konsekvens af, at vi spiser oksekød, ost og drikker mælk. Selvom det selvfølgelig er godt, at vi kan udnytte spildproduktet, så er det ikke alene nok til at gøre det til bæredygtigt læder.
Det er mindst lige så vigtigt, at det håndteres ansvarligt igennem garvningsprocessen. Både når det gælder sikkerhed for mennesker og hensyn til miljø. Samtidig er det relevant at holde levetiden på animalsk læder kontra genanvendt polyester, PU-læder og vegansk læder op imod hinanden. Er holdbarheden 1-2 år eller 5-10 år?
Min overbevisning er, at animalske lædertasker fremstillet i høj kvalitet både holder længere og værdsættes mere. Hvilket er afgørende for, at vi passer godt på dem.
Vi skal alle gøre vores bedste for at forlænge levetiden. Både som forbruger og producent. Jeg står altid klar til at hjælpe dig og din KONTAINER godt videre med min Gratis Repair Service, hvis det skulle blive nødvendigt.
Hvis du går efter langtidsholdbare læderstyles, der holder længere end blot sæsonen ud, og samtidig vælger en ansvarligt forarbejdet lædertaske, så er læder efter min mening et rigtig godt materialevalg.
Det er også tanken bag Coco, min arbejdstaske i læder, som har været en del af KONTAINER i mere end 10 år og løbende er blevet finpudset undervejs.
Læder har så mange kvaliteter. Det er slidstærkt. Det er holdbart. Det er bionedbrydeligt. Det er velegnet til at reparere. Og ja, så gør det jo ikke noget, at det også er pænt, lækkert at se på og røre ved. Glemte jeg at sige, at det dufter noget så sweeeet?!
Hvordan garves læder ansvarligt?
Læder skal garves for at opnå blødhed, holdbarhed og fleksibilitet. 80% af læderindustrien på verdensplan anvender krom til at garve. Det er en udbredt misforståelse, at det krom, der anvendes, er et meget giftigt kemikalie. Spids lige øre her, for der er nemlig forskel på krom.
Der er to varianter: Krom(III) og Krom(VI). Sidstnævnte er nemlig helt afgjort møghamrende giftigt, mens Krom(III) findes naturligt i din krop og i mange fødevarer – både kød og grøntsager. Krom(III) betragtes ifølge lægevidenskaben som et hjælpestof for insulin og kan købes som kosttilskud.
Det krom, som garverierne anvender, er imidlertid Krom(III). Der, hvor misforståelsen ofte sker, er, at Krom(III) kombineret med lys, varme og fedtstoffer kan omdannes til Krom(VI) under ukontrollerede forhold. Derfor er det så afgørende vigtigt, at garvningen foregår professionelt og under ordnede forhold.
En kedelig indskudt bemærkning er, at det bestemt ikke er alt læder, der er ansvarligt produceret. Langtfra. I mange lande er der ikke reguleret lovgivning omkring udledning af spildevand og arbejdsforhold. Skulle du have mod på at se, hvordan lædergarvning kan se ud i Indien, så tag et kig på denne lille YouTube-video. Disclaimer: ikke for sarte sjæle!
Garverier inden for EU er pålagt at teste og kontrollere læderet for Krom(VI)-værdier og sikre, at de opfylder EU's krav om grænseværdier gennem REACH-forordningen (REACH står for Registration, Evaluation, Authorisation and Restriction of Chemicals).
Nå, hvad betyder det så? Jo, i praksis betyder det, at når jeg indkøber læder til produktionen af en KONTAINER, har jeg fokus på, at EU-lovgivning, heriblandt REACH, er overholdt, og at garveriet har eksterne certificeringer, der er med til at sikre, at grænseværdierne overholdes.
Hvilke certificeringer har KONTAINER-læder?
LWG Gold Awarded læder
Det læder, jeg bruger til KONTAINER, er garvet i Italien, hvor huderne kan spores til europæisk oprindelse. Det er certificeret med en LWG Gold Award. Ja, og hvad er så det, tænker du?
LWG står for Leather Working Group og er en anerkendt non-profit organisation på tværs af læderbranchen, der står for at certificere ansvarlige og mere bæredygtige garverier.
I deres bedømmelse indgår følgende forhold:
- Vand- og energiforbrug
- Affalds- og spildevandshåndtering
- Luft- og lydforurening
- Sporbarhed
- Sundhed og sikkerhed
- Kemihåndtering
- Overholdelse af forbudte stoffer og kontrol af Chromium VI
Når jeg anvender LWG Gold Awarded læder til en KONTAINER, er det altså et bevidst valg for at kunne tilbyde et mere ansvarligt læderprodukt. Ikke mindst er det mit ansvar som producent – over for miljø og medmennesker – at støtte op om en ansvarlig garvning af læder.
Arbejdsmiljø, sundhed og sikkerhed
Ud over det miljømæssige aspekt af bæredygtigt læder er arbejdsvilkårene for medarbejderne mindst lige så vigtige. Garveriet, som jeg samarbejder med, arbejder intensivt med arbejdsmiljøledelse gennem ISO 45001-certificering. Kontinuerligt arbejder de med at forbedre arbejdsvilkår, sundhed og sikkerhed for medarbejderne.
ISO-certificeringer
Derudover har det italienske garveri fokus på kvalitets- og miljøledelse med certificeringerne ISO 9001:2015 og ISO 14001:2015.
Skulle du have spørgsmål eller være nysgerrig på at vide mere om bæredygtigt læder og min holdning til det, er du som altid velkommen til at kontakte mig.
Kh. Camilla
Ejer, designer & taskeelsker
KONTAINER – for the long run


